En minimal
helikopter
Af Lars Kildholt, Sydkystens Modelflveklub
Man kunne næsten
fornemme begejstring i hans stemme og det er ”æt så ring’ endda”, når
man betænker, at manden i den anden ende af telefonlinien er Jyde.
Det var Karl Østergård fra Bork Havn Auto & Surf, der fortalte om
”Den første serieproducerede el-helikopter på under 300g”. Jeg lod mig
rive med i begejstringen og aftalte med Karl, at han skulle sende mig sådan en
med det tilbehør, der nu var nødvendigt for at få den i luften. Da posten kom
med pakken, var jeg naturligvis ikke hjemme, så jeg måtte vente til næste dag
med at hente pakken på posthuset. Da damen på posthuset kom med pakken, var
jeg lige ved at bilde hende ind, at det skam var den forkerte pakke, for godt
nok vidste jeg, at den ville være lille, men alligevel ! Meget bedre blev det
ikke, da jeg fik pakken i hånden, for den vejede jo ingenting ! Nu var det
imidlertid mit navn der stod uden på pakken, og afsender var da også
Bork.....osv., så jeg bragte pakken hjem.
Inde i papkassen lå byggesættet til
Piccoloen samt et par plastickasser indeholdende et "Piccoboard" og 2
stk. Sub-micro servoer på bare 5,4 g – mageløst ! Endvidere lå der 3
Lithium-Ion celler samt en speciel lader til dem. Jeg flåede selvfølgelig
kassen til Piccoloen op og min første indskydelse var "du godeste".
Jeg havde forventet en lille helikopter, - men det hér......Da jeg lige havde
vænnet mig til den minimale størrelse alting havde, så var min næste
indskydelse, at alting var imponerende arrangeret og komplet. Sættet indeholder
ALT hvad der skal til for at gøre modellen færdig helt ned til det ekstreme.
F.eks. indeholder sættet 2 elastikker til fastgørelse af accu. En lille
tube cyano er med til de dele der skal klistres sammen, og så kan man også
finde et skruetrækkersæt i kassen. Med andre ord vil der ikke blive brug for
noget "ekstra" for at samle modellen.
Det mest komplette byggesæt jeg har set til dato, selv en
rulle tape er med (og der er brug for ca. 20 cm tape ialt)
Nå, jeg skyndte mig at tage et par
billeder, for jeg skulle jo i gang med at samle. Der gik ca. 2 timer fra
billederne var taget, til den lille model stod færdig og I må undskylde, men
det finder jeg en charme i sig selv! Det siger sig selv, at en byggetid på ca.
2 timer ikke kan have givet de store problemer, men selve konstruktionen
fortjener et par ord med på vejen.
Plast og kulfiber! sådan er det stort set
over det hele. Piccoloens "krop" er af plastic, men derudover er
resten sort set af kulfiber. Halebom, understel, hovedrotoraksel halerotoraksel
og bladholderaksel er af dette stærke og lette materiale. I virkeligheden ret
genialt, for man vil aldrig komme til at kæmpe med skæve aksler efter
"uheldige landinger", for som det sikkert er de fleste bekendt, er der
to muligheder for kulfiber: Enten holder det ellers brister det . Og så var der
et par interessante løsninger: Hvordan sørger man f.eks. for, at
hovedrotorakslen bliver hvor den skal ? Med et stykke silikoneslange
naturligvis! Tja, der er mange ting som bliver lettere, når man har en egenvægt
på under 300g! Selve helikopteren lod sig samle helt uden problemer, men der opstod et par vanskeligheder ved montering af
"tilbehøret":
I sandhed en 2 motors helikopter. Denne mikroskobiske motor trækker
halen der ligesom hovedrotoren har fast pitch. Stabiliseringen fra gyroen er særdeles
effektiv.
"Piccoboard" kalder Ikarus en
lille enhed, som på samme tid er modtager med udgang til nik og rul servoer, 2
trins fartregulator med udgang til hovedrotor og halerotor samt gyro. Selve
Piccoboard'et er lavet på to printkort, som er samlet med et internt stik og
holdes sammen af noget gennemsigtigt krympeflex. Ideen er på det nærmeste
genial. Modtager, fartregulator og gyro i én lille let enhed. Der er ingen
tvivl om, at alle alternative løsninger ville veje væsentligt mere. Problemet
er, at Piccoboard'et er lavet til Graupner/JR's kanalrækkefølge. Hvis man
benytter et anlæg, som kører på Futabas kanalrækkefølge, venter der en
overraskelse: Nik = rul, rul = motorgas (!!), hale = nik og motorgas = hale...
Problemerne ophører hurtigt, hvis man har en FC18 v 3 eller en FC28 eller anden
"superradio", hvor man kan bytte om på kanalrækkefølgen i senderen,
men det kræver stadig lidt "overblik", at udslagsstørrelse for
motorgas f.eks. skal justeres, hvor man normalt justerer rul. Naturligvis giver
det også sig selv, hvis man har et Graupner / JR anlæg og sluttelig kan man jo
også vælge at anskaffe en billig sender, som modificeres til formålet, men
mere om det senere.
Her ses det geniale piccoboard og Litium-Ion cellerne nederst.
Så var der lige en anden detalje. De
specielle servoer havde et stykke krympeflex om
"maven", hvorpå et CE mærke var monteret. Da det er meningen
at servoerne skal klistres fast med cyano tænkte jeg: "Krympeflex væk –
det er bedre at klistre direkte på huset"...Dum idé, for krympeflex-båndet
udgjorde hvad der i min "verden" normalt er 4 skruer, der holder
servoen sammen. Heldigvis havde jeg ikke ødelagt krympeflex'en, så "mavebæltet"
kunne let påsættes igen.
De 2 sub-micro servoer bliver klistret fast med cyano. Lidt bøvlet
er det at servostikkene støder ind i motoren. Piccoboardet kan ikke sidde
anderledes da det samtidig er gyro.
Inden Piccolo skal flyveanmeldes bør Ikarus
lige have en "bejmand" for deres brugsanvisninger. De ser fine ud, men
man skal have hørt efter i tysktimerne, for det er det eneste sprog, der er
repræsenteret. At dømme efter aktiviteten på Internettet efter Piccolos
fremkomst, er der noget der tyder på en solid succes i USA, så mon ikke mindst
et hovedsprog mere kommer med i Ikarus' fremtidige brugsanvisninger.
Flyvning
Der skal jo "brændstof" på og hér
kan man vælge mellem en masse forskellige pakker. 6-8 celler NiCd eller NiMn
pakker. Det er klart, at jo større kapacitet, jo længere flyvetid, men også
større vægt. I den forbindelse er der et nyt alternativ, der er
"lysende" til dette formål. 3 stk Litium Ion celler (LiMnO2) giver 9
v og en ret lav vægt på bare 55g. Hvad der virkelig "rykker", er en
kapacitet på 800 mAh og en fysisk størrelse som 3 penlight (størrelse AA)
celler. Dette skulle gerne give en flyvetid på mere end 15 min med Piccoloen.
Ulempen er, at Lithium cellerne skal lades med en speciel lader, der arbejder på
sagen i 12 timer, så er man til lange flyvetider, må man have mere end 1 accu
med sig. "Vægt på under 300 g" er en underdrivelse, når man kører
på Litium Ion pakken for brevvægten stopper på 208 g, når den vejer hele
modellen klar til brug
Den
lille speciallader til LiMnO2 cellerne
Inden første flyvning blev radioen sat til
100% på alle kanaler og servoretning blev sat korrekt og så skulle der flyves!
Piccolo er en indendørs model, så første flyvning skulle foregå i min entre.
Efter 5 min lå jeg bogstaveligt talt på gulvet og vred mig af grin. Hvordan
kunne noget være så umuligt at få i luften ?? Hver gang Piccoloen var lige
ved at lette, kæntrede den. Det skete ingenting ved det, for det var bare at
rejse den op og så prøve igen. Da jeg imidlertid hele tiden kunne fornemme, at
det var "lige før", at det ville lykkedes, og at der i udgangspunktet
ikke var noget i vejen med styringen af den lille helikopter, - ja så blev jeg
gradvist mere modig, og det var lige det der skulle til. Det viser sig, at der
især i et mindre rum er en ret umulig "ground-effect", men kommer
modellen blot 10 cm op, bliver det meget bedre, og i en halv meters højde går
det helt fint. Det skal dog understreges, at selv om Ikarus har travlt med at
"stræbe nedaf" med bemærkninger som: "Kan flyves med et
almindeligt 4 kanals anlæg", - så er Piccolo IKKE nogen begyndermodel.
Faktisk er den ret svær at styre. De meget små bevægelser man som
helikopterpilot er vandt at bruge på sin sender for at holde en helikopter i
hover skal erstattes med nogle væsentlig større. Faktisk skal der "røres
grundigt i gryden" for at holde den i hover.
Under de efterfølgende flyvninger blev
Piccolo'en bedre og bedre. Der er nok ingen tvivl om, at jeg også blev bedre og
bedre til at styre den, men jeg har en teori om, at efterhånden som kuglelink
mv. kom til at køre lettere, så blev styringen også lettere og lettere.
Efterhånden var det også tid til at teste kapaciteten på Litium Ion accuen.
Jeg havde godt nok en fornemmelse af, at ydelsen lå langt fra det antagede
niveau, men at Piccoloen ikke var til at slæbe i luften efter knap 6 minutter,
var godt nok en overraskelse. Der måtte være noget galt... Under en lille
"fejlsøgning" med en "flad" accu prøvede jeg at tilslutte
accuen direkte til motoren. "Tak skæbne" jeg skal love for, at der
blev produceret blæsevejr også tydeligvis en del mere end der skulle til for
at ophæve tyngdekraften for den lille model. Der var altså konstateret et
gevaldigt tab i Piccoboardet, men hvorfor? Jeg prøvede derefter at skrue op for
"servovandringen" på gaskanalen i min radio fra 100 til 130% i begge
retninger....og vupti.. Piccoloen fløj lystigt på en halvflad accu. Der blev
ladet igen og en ny tidstest gav 16 minutter og 23 sekunder på en opladning.
Det bør dog nævnes, at de sidste par minutter af en ladning er en kamp for at
holde modellen i luften, men flyver man uafbrudt, kan man sagtens regne med 15
min.
Sådan
kan en hyggelig aften i venners lag gå.... Her er Jens Munk i gang med
Piccoloen, mens Karina endnu engang konstaterer at drengene leger !
Nu skulle "drengene" have lov til
at se vidunderet. Jeg skrev en mail til rchelikopter@listbot.com
(obs.: listen har skiftet adresse siden bladet udkom til helikopter@rc-hobby.dk)
hvor jeg inviterede interesserede til at komme og se "dyret" ved en af
Sydkystens Modelflyveklub's "byggeaftener". Der kom en del for at se,
og der var også en del der fik en tur. Hvad kan vi sige... Morskab, morskab og
fascination over, at det overhovedet kan lade sig gøre. Ved sådan en aften
hvor den vises frem, er der ikke andet end store smil og begejstrede bemærkninger
på programmet.
Og her lykkedes det mig at lande på Henrik Rasmussens hånd.
Ikke nemt ! (men sjovt)
En
sender til formålet:
Jeg havde en snak med Karl Østergård om
problemerne med kanalrækkefølgen. Han foreslog at vi skulle prøve at få det
til at virke med den billigst mulige sender. Postmanden kom med en Hitec Focus 4
uden noget som helst tilbehør. Som med min Futaba FC28 lå kanalerne helt
tosset, så jeg gik i gang med at skille senderen. Inde i senderen sad kablerne
fra potmetrene på et printkort ved hjælp af nogle stik. Herligt! Det var altså
muligt at bytte rundt, så det kom til at passe. Faktisk skulle der blot byttes
om på motorgas og krængror og så virkede det helt fint. Der er ikke brug for
yderligere hokus-pokus i senderen, så et billigt anlæg som Focus 4 kan sagtens
anvendes. Efter disse problemer og forsøg, har jeg på Internettet læst, at
der nu skulle være kommet et Piccoboard til Futaba og så er det jo så nemt.
Færdig klar til brug. Her med en Hitec Focus 4, - ikke for at gøre
reklame, men for at vise størrelsen.
Personligt synes jeg at fornøjelserne er
lidt "pebret", men alt er jo relativt. Prisen for helikopter +
piccoboard + servoer ligger på ca. 3300 og hvis man er til Litium Ion løsningen,
kommer der til at stå omkring 4000,- på regningen, inden man er i luften- vel
at mærke uden sender. Der er ingen tvivl om, at man næsten for samme penge kan
få en flyveklar 30-størrelse heli, men kan sådan en flyve inde i stuen? Kan
den lande på kaffebordet? Kan den knalde rotorbladene ind i stuens inventar
uden at der kommer en skramme? Kan den lande på en hånd? Kan den støje så
lidt, at hunden sover videre?, NEJ, - det kan kun Piccolo, så selv om Ikarus hér
har noget, som ingen andre kan tilbyde og selv om prislappen er derefter, så er
jeg sikker på at der kommer mange Piccoloer frem ved diverse indendørsarrangementer
i løbet af de kommende vintre.
Som altid er interesserede læsere velkomne
til at kontakte mig med spørgsmål, som jeg vil besvare efter bedste evne. Jeg
nås på telefon 70259777 eller på e-mail: lars@kildholt.dk . Denne artikel og
flere billeder af Piccolo kan også ses på min hjemmeside: www.kildholt.dk
