Stafferinger
Tilbage

 

RC-HELI.DK
Lidt om mig
Nybegynder ?
Acrobatica
Modelflyvenyt
Foto-siderne
Mine modeller
Manualer
Scala
Tips & Trix
Links
Min gæstebog
E-mail Grupper
Sidste nyt
Virus

 

Hvordan laver du dem ?

Ofte er jeg blevet spurgt dette spørgsmål med henvisning til stafferingerne på flere af mine modeller.

Vi har allesammnen set tusindvis af dem hvis der da ikke er tale om millioner, men ikke mange bruger dem til modelfly. Måske er det fordi de opfattes som dyre eller svære at lave, men ingen af delene er tilfældet. Det handler om den slags dekorationer som vi alle hver dag ser på biler og lastvogne i trafikken, nemlig folier der er udskåret professionelt og bruges til både tekst og andre former for dekoration.

Gennem mit arbejde har jeg adskillige gange haft kontakt med et firma der laver den slags, og et par gange har jeg brugt metoden til at dekorere mine fly, for hvorfor ikke ? Der er tale om folier med en glimrende klæbeevne, og som vi kan se på bilerne, holder folierne i mange år på trods af vind/vejr, trafikfilm, bilvask og mange andre trængsler. Samtidig er der tale om meget tynd og let film, der ikke i væsentlighed forøger vægten på vores fly.

Mange har måske forsøgt, men er stødt på problemer i det øjeblik en kreation skal overleveres til en professionel skilteskærer. De fleste i den branche bruger nemlig Macintosh computere som umiddelbart ikke er kompatible med de flestes PC'er, men dette problem kan løses ved at finde den rigtige leverandør ! Alternativt løber man ind i lommesmerter, hvis skiltemanden skal bruge lang tid til at konvertere, - eller for den sags skyld tegner dine ideer ind på computeren selv.

Jeg bruger en flink skiltemand i Rødovre. John Hooge, som er indehaver af Trio Skilte, bruger, som en af de få, en helt almindelig PC til at fodre folieskæreren. Folier findes i tusindvis af farver både blanke og matte, men det er ikke et ”must” at dekorere med selve folien på et fly. Man kan nemlig også få en staffering skåret i en speciel afmaskningsfolie hvor man valgfrit kan få den positive eller negative del af stafferingen. Ved at bruge den negative, kan man umiddelbart bruge folien som afmaskning og derefter male igennem.

Hvis du kunne tænke dig at prøve at få dekoreret din næste model professionelt har jeg flg, råd:

 

For PC - kyndige

Brug Corel Draw til at lave din staffering eller dekoration. Start evt. med at indtegne et omrids at dit fly, - så kan du meget bedre lave ting der går til ”kant”. Hvis du har en tegning af dit fly der er lille nok til at gå i en scanner (og du har adgang til en) kan du importere en billedfil til Corel Draw. Billedfiler gør Corel Draw lidt tung arbejde med, så jeg bruger i reglen billedet til at tegne en outline oven på flyets ”ydre grænser”. Hvis din tegning i forvejen er en fin stregtegning kan du evt. bruge Corel Trace til at få computeren til at finde flyets ydre linier. Uanset hvor stor du får tegnet modellen kan den let scaleres op således at du kan arbejde med dine stafferineger i fuld størrelse. Jeg plejer at bruge sideopsætningen til at gøre ”papiret” lige så stor som flyets spændvidde og lige så høj som flyets længde. Så er det let at scalere flyet op til fuld størrelse. Når du er færdig med at lave stafferingerne til din model, skal du gøre følgende: Gem en kopi af din kreation med fly og alt, så skiltemanden kan se hvordan det færdige resultat skal se ud. Gem en anden kopi af dit arbejde under et andet navn som skal blive til skiltemandens arbejdskopi. Følgende skal gøres ved arbejdskopien:

Brug outline-værktøjet til at lave en tynd outline på alle figurer og bogstaver.

Fjern alle udfyldninger så kun den tomme outline står tilbage.

Brug kommandoen ”Konvertér tekst til kurver” (”Convert text to curves” i engelsk version) på alle textobjekter.

Hvis du har lavet ting hvor to eller flere lag skal lægges sammen, skal de forskellige ”lag” skilles fra hinanden.

Hvis du ”bare”, som på billederne af Moki skiltet, ønsker en sort skygge skal du nøjes med at gøre opmærksom på, at det pågældende skal skæres to gange i de to forskellige farver og monteres med den sorte som skygge. Slet i givet fald den sorte skygge fra arbedjskopien

Så er det bare at gemme .cdr filerne på en diskette og sende dem til din skiltemand. Denne procedure er fin i samarbejde med Trio Skilte, men du må hellere checke hvis du vælger en anden leverandør. Du kan anvende andre programmer end Corel Draw, men det skal være vektorbaserede programmer, og til sidst skal du gemme/eksportere som en .EPS -fil . Igen er dette tilfældet ved samarbejde med Trio Skilte. Spørg inden du bruger for meget tid hvis du bruger en anden skiltemand.

 

For ikke-PC-kyndige.

Tegn og fortæl på et stykke papir og send hvad du har til mig, - så vil jeg i første omgang finde ud af hvad din kreation vil koste. Herefter vil jeg gøre alt det ovenstående og få stafferingerne lavet til dig.

 

Generelt

Med hensyn til hvad der kan lade sig gøre er det ikke så mange begrænsninger, blot er der grænser for hvor små ting kan blive. Hér tænker jeg især på kolonner, punktummer og prikker over i’er i tekster. Udover problemer i forbindelse med skæring af folien, kan du risikere at folien på sigt falder af især når du med en eller anden blanding af sæbe og opløsningsmidler skal rengøre dit fly. Jeg har erfaring med at ”prikker” minimum skal være 1x1 mm eller 1,2 mm i diameter for at blive siddende. Det er vigtigt at du fortæller hvordan du vil have dine stafferinger leveret og i hvilke farver. Skal folierne være matte eller blanke? Skal det være negativ leveret på afmaskningsfolie? Vil du evt. have både positiv og negativ leveret (ikke dyrere)? Skal stafferingen leveres monteret på applikeringsfolie?

Store sammenhængende stafferinger er nemmest at påsætte som almindelige klistermærker, dvs. uden applikeringsfolie. Mindre ting og i særdeleshed tekster er klart nemmest at påsætte med applikeringsfolie, ligesom det kan være nødvendigt at få monteret større ting på applikeringsfolie, hvis inbyrdes afstande er vigtige. Applikeringsfolie er en lavtklæbende folie hvorpå stafferingerne påsættes af skiltemanden. Når hele stafferingen med applikeringsfolie påsættes modellen, kan applikeringsfolien efterfølgende trækkes af. Stafferingen bliver siddende fordi den klæber meget mere end applikeringsfolien. Sådan er det i hvert fald meningen at det skal virke, men som bekendt er der ofte forskel på teori og praksis.

 

Påsætning

Der er lidt forskel på hvordan stafferingerne opfører sig afhængig flyets overflade. Umiddelbart giver en malet eller lakeret overflade de bedste resultater da eventuelle uheld med luftbobler som regel forsvinder af sig selv i løbet af et par dage da de færreste malinger er i stand til at holde tæt overfor luft. Boblen siver ganske enkelt ud i løbet af et par dage. Fly der er beklædt med en blank strygefolie, f.eks. Oracover eller solarfilm, har den fordel, at stafferingerne klæber bedre på disse fuldstændig blanke overflader. På den anden side er der ved tørapplikering ingen fortrydelsesret. I det øjeblik stafferingens klæbeside rammer overfladen er det for sent ! At staffere oven på ubehandlet solartex har jeg ikke prøvet, men jeg han dårligt tro at stafferingerne bliver siddende. Sørg for at lakere først, - men det er vel allerede gjort af hensyn til brændstofsikring !?

 

Påsætning af små tekster og andre småting:

Små ting og tekster påsættes ganske enkelt ved at trække dækpapiret af og montere stafferingen sammen med applikeringsfolien hvor det ønskes. Gnid stafferingen fast og træk derefter applikeringsfolien forsigtigt af.

 

Påsætning af større tekster:

Det er vigtigt ikke at klippe sammenhængende tekster eller ord fra hinanden da det han være svært at genskabe spatieringen og den vertikale placering bogstaverne imellem. Klip noget af dækpapiret så en stribe på minimum 2 cm af applikeringsfolien er fritlagt. Montér hele teksten på flyet således at den kun hænger fast i stiben af applikeringsfolie. Klip bogstaverne fra hinanden således at de stadig hænger sammen hvor applikeringsfolien sidder på flyet. Fjern dækpapiret for ét bogstav ad gangen og sæt derefter bogstaverne fast et ad gangen. Brug evt. en hård dejskraber til at få stafferingen rigtigt på ved at holde den en ende op mens der skrabes forsigtigt i den anden ende.

 

Påsætning af meget store stafferinger og tekster:

Hér kan man med fordel bruge den metode som oftest anvendes af professionelle til påsætning af folier på store flader. Lav en svag sulfoopløsning bestående af ca. ½ teskefuld sulfo til ½ liter vand. Vandet må gerne være lunkent. Bedst er, hvis du er i stand til at sprøjte med sulfovandet. Brug evt. spraybøtten til vinduesrens. Spray sulfovand på flyet og på stafferingens klæbeside i rigelige mængder. Det er bedst hvis evt. applikeringsfolie fjernes fra stafferingen forinden, da sulfovandet naturligvis reducerer foliens klæbeevne en del, hvilket vanskeliggører fjernelse af applikeringsfolien efter påsætning en del. Når både stafferingen og flyet driver af sulfovand, påsættes stafferingen. Med en hård dejskraber eller lignende skrabes sulfovandet under stafferingen væk ved at arbejde fra midten og ud. Pas på at dejskraberen ikke er for hård da den i givet fald kan lave ridser i stafferingen. Evt. kan du spørge skiltemanden om han har en skraber specielt til formålet. Når stafferingen sidder rimeligt fast og alle luftbobler er skrabet ud sætter du flyet tilside i et par dage i hjemmets luneste rum. Efter et par dage sidder stafferingen fuldstændig fast. Hvis det viser sig at der alligevel er en luftboble hér og dér, kan de let fjernes ved prikke hul forsigtigt med en meget spids synål (de fleste knappenåle er for sløve)

 

Hvad koster det ?

Du tror måske at det koster en formue, og det er også rigtigt…..hvis du skal dekorere en bil ! Pointet med ovenstående er at du gør en stor del af arbejdet selv. Skiltemandens arbejde er stort set reduceret til lidt konverteringsarbejde på computeren hvorefter folieskræreren klarer resten. Hvis du oven i købet kan nøjes med at få den skårne folie leveret uden at skiltemanden skal skille negativ fra positiv og montere på applikeringsfolie, så er ”mandetiden” reduceret til næsten ingenting. Man kan ikke sige at et bogstav koster xx kr. for det afhænger af størrelsen og hvor vanskelig skrifttypen er. Extra'en på billederne er stor, idet den er 204 cm i spændvidde. Den totale dekoration af modellen har kostet ca. kr 300,- alt sammen leveret på applikeringsfolie og tofarvede stafferinger monteret sammen, - så oven i udskrivningen for sådan et fly er det jo ikke en herregård !

Prisen bliver som sagt lavere hvis stafferinger leveres uden applikeringsfolie og sammenhængende, men hvis der er tale om stafferinger med 2 eller flere lag må det kraftigt anbefales at lade skiltemanden montere stafferingen samlet på applikeringsfolie. Ovennævnte pris er fra Trio skilte under den forudsætning at materialet leveres på diskette i Corel Draw format.

Som nævnt tidligere står jeg gerne til rådighed med råd og hjælp. Du kan ringe til mig på telefon 43696667 eller 20159777. Jeg træffes endvidere på e-mail: lki@bilia.dk. Materiale sendes til: Lars Kildholt, Kærager 6, 2670 Greve

Trio skilte bor på Slotsherrensvej 205, 2610 Rødovre, Tlf. 36700555. e-mail: trio.skilte@get2net.dk

Kom nu i gang, og lad os så se en masse spændende kreationer på flyvepladserne i fremtiden. Du er kun begrænset af din fantasi !